Foreningen

Foreningens formål

Vore medlemmer får to muligheder for medlemskab, der dog altid kan ændres fra det ene til det andet, og dækker hele husstanden.

Prisen er årligt:

  • Ordinært medlemskab : 250,- kr.
    Med ret til brug af værkstedets maskiner: 750,- kr.
  • Unge under 25 år har gratis medlemskab.

Udfyld denne formular for at blive medlem nu

BTL er en forening for personer med interesse i træbåde og kystkultur.

Foreningens formål er:

  1. At bevare bornholmske træbåde og bådmotorer, enten i eget regi eller ved assistance til foreningens medlemmer i form af vejledning, hjælp og ekspertise fra fagfolk.
  2. At indsamle viden om bornholmske både, de mennesker der har sejlet dem og den bornholmske kystkultur.
  3. At formidle den indsamlede viden og ekspertise til foreningens medlemmer.

Der vil være mulighed for at deltage i fællesprojekter, som bygning, renovering og vedligeholdelse af både.

Har man lyst, vil der også være brug for folk til at fortælle gæster om de arbejder der pågår samt udstillingerne.

Der vil naturligvis også være mulighed for at bruge værkstedernes faciliteter til egne opgaver, som falder inden for foreningens formål.

Et blandet program af forskellig art vil årligt blive tilbudt:
Udflugter, foredrag, rejser, undervisning og hvad der ellers opstår af spændende relevante muligheder.

Mindst 4 gange om året vil du modtage et nyhedsbrev om foreningens aktiviteter.

Vedtægter

Vedtægter for foreningen “Bornholms Træbådelaug”
§1: Foreningens navn er “Bornholms Træbådelaug”, og hjemstedet er Bornholms Regionskommune.

§2: Foreningens formål er:
Via et forpligtende fællesskab, at bevare bornholmske træbåde og bådmotorer, enten i eget regi eller ved assistance til foreningens medlemmer i form af vejledning, hjælp og ekspertise fra fagfolk.
At indsamle viden om bornholmske både og den bornholmske kystkultur.
At formidle den indsamlede viden og ekspertise til foreningens medlemmer.
At fremme medlemmernes demokratiforståelse, herunder styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

§3: I foreningen kan optages alle med interesse i træbåde og bådmotorer.

§4: Foreningens bestyrelse består af: Formand, næstformand, sekretær, kasserer og et medlem.

§5: Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen; på valg er 2 bestyrelsesmedlemmer
i lige år, 3 i ulige år, Valget gælder for en 2-årig periode.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.

§6: Generalforsamlingen afholdes hver år i april eller maj. Bestyrelsen indkalder skriftligt mindst 14 dage før.

§7: På generalforsamlingen skal følgende punkter være på dagsordenen:

  1. Formandens beretning
  2. Aflæggelse af det reviderede regnskab
  3. Indkomne forslag (Bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen)
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Valg til bestyrelsen
  6. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
  7. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
  8. Eventuelt

§8: På generalforsamlingen kan kun stemmes ved personligt fremmøde og kontingent betalt.

§9: Foreningen tegnes af formanden samt to bestyrelsesmedlemmer.
Regnskabsåret følger kalenderåret og foreningens midler indsættes i pengeinstitut.

§10: Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når der foreligger kontingent- eller pladsleje-restance, samt når foreningens interesser modarbejdes.

§11: Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, såfremt et flertal af bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter ønske herom.
Forsamlingen indkaldes med mindst 14 dages skriftlig varsel.

§12: I tilfælde af foreningens opløsning overgår alle aktiver til Bornholms Museum.

§13: Ændringer af disse vedtægter kan kun finde sted, efter at beslutning herom er vedtaget ved almindeligt stemmeflertal på en lovlig indkaldt generalforsamling.

Medlemsregler

Regelsæt for aktive medlemmer “Bornholms Træbådelaug”

Rønne d. 9. april 2011

Arealleje:
Der er tre former for arealleje.

  1. Placering på beddingen foran værftsbygningen: 15,- pr. m2
  2. På pladsen bag gitterporten: 10,- pr. m2
  3. Indendørs i hallen: 25,- pr. m2

Prisen for leje af areal, fastsættes af bestyrelsen ved årsskiftet, for et år af gangen.

Private både
Private både placeret på foreningens arealer, står for eget ansvar og risiko.
Ved manglende betaling efter årets udgang kan båden foranlediges fjernet for ejers regning.

Privat værktøj og andre ejendele
Foreningen har intet ansvar for privat værktøj m.m.
Kan der ikke stilles skab til rådighed, er det tilladt at opstille aflåselig værktøjskasse eller lign., dog i samråd med bestyrelsen.

Brugsret og evt. ejerskab af foreningens både
Hvis et eller flere medlemmer istandsætter en af foreningens både efter forudgående aftale med bestyrelsen, vil brugsretten umiddelbart være istandsætterens og efter to år, dennes ejendom.

Oprydning efter arbejde
Inden man forlader værkstedet, lægges det anvendte værktøj på plads og savsmuld/høvlspåner m.m. fejes op.

Eventuelle tvivlsspørgsmål om disse punkter afgøres i bestyrelsen, der ligeledes træffer afgørelse i alle andre tvistepunkter, der ikke er taget højde for i foreningens vedtægter eller ovenstående regelsæt.